Projekt

Ny biomarkør til patofysiologisk klassifikation af patienter med type 2 diabetes (IGFBP-2)

Abstract

Forskning udgående fra Region Syddanmark viser, at nydiagnosticerede patienter med type 2 diabetes (T2D) i henhold til WHO kriterier kan opdeles i 3 forskellige patofysiologiske undergrupper:

10 % karakteriseres af nedsat insulinproduktion.
27 % karakteriseres af svært forhøjet insulinproduktion og svært nedsat insulinsensitivitet.
63 % har klassisk T2D, karakteriseret af nedsat insulinproduktion og nedsat insulinsensitivitet.

De 3 undergrupper bør formentligt behandles forskelligt. Patienter med nedsat insulinproduktion bør tidligt i forløbet tilbydes insulin eller medicin, der øger insulinproduktionen. Omvendt bør patienter med nedsat insulinsensitivitet tilbydes behandling rettet mod denne, mens den sidste gruppe bør modtage behandling rettet mod såvel insulinproduktion som -sensitivitet. Det vil derfor være ideelt, om man, når diagnosen T2D stilles, på en enkel måde kan afgøre, hvilken patofysiologisk T2D undergruppe, patienten tilhører.

Diagnosen T2D stilles i dag ved hjælp af hæmoglobin A1c (HbA1c), der måles i ikke-fastende blodprøver. HbA1c niveauet afslører imidlertid ikke den bagvedliggende patofysiologi. Det kræver måling af fasteblodsukker og faste-C-peptid (et mål for insulinproduktionen) og beregning af patientens insulinfølsomhed (HOMA). Denne fremgangsmåde er besværlig, kræver faste blodprøver samt er relativ kostbar og har derfor generelt ikke vundet indpas. Flertallet af patienter med T2D ved således ikke, om de lider af insulinmangel, nedsat insulinsensitivitet eller begge dele. Dette synes uhensigtsmæssigt, idet man påbegynder diabetesbehandling uden først at have karakteriseret patientens tilgrundliggende årsag til diabetes, dvs. patofysiologien.

Adgang til enkel og kost-effektiv diagnostik af, hvilken patofysiologisk undergruppe en T2D patient tilhører, vil betyde, at man umiddelbart kan påbegynde individualiseret og målrettet behandling mod den bagvedliggende defekt. Det vil kunne reducere antal af forsøgte lægemidler, lægebesøg og blodprøver, og dermed virke omkostningsreducerende og ydermere lette dagligdagen for mange diabetespatienter.

Formål

Vi ønsker at undersøge, om måling af fasteblodsukker, faste-C-peptid og beregning af HOMA-indeks til kategorisering af T2D undergruppe kan erstattes med måling af en ny og billig biomarkør (serum IGFBP-2), der kan måles i ikke-fastende blodprøver sammen med HbA1c

Studiepopulation

Vi vil anvende DD2 kohorten til at teste vores hypotese. I DD2 kohorten vil vi lokaliserer serumprøver fra drug-naive patienter med nykonstateret T2D. På baggrund af tidligere analyser forventer vi at kunne identificerer og lokaliserer 1500 drug-naive patienter fra den samlede DD2 kohorte på godt 8000 patienter.