Diabetespris til Henning Beck-Nielsen
Diabetespris til Henning Beck-Nielsen
Tysklands fornemste pris på diabetesområdet går i år til en dansker: Professor, dr.med. Henning Beck-Nielsen, Odense Universitetshospital.
Det tyske diabetesselskab, der har indstiftet prisen, giver den til Beck-Nielsen for "hans enestående videnskabelige arbejde, der har fået os til at forstå, hvorfor nogle mennesker får diabetes 2."
Prisen er en anerkendelse af, at Henning Beck-Nielsen var blandt de første i verden, som opdagede, at type 1-diabetes og type 2-diabetes ikke skyldes samme sygdom, nemlig mangel på hormonet insulin. Derimod får man type 2-diabetes, fordi ens celler ikke kan reagere på insulin, hvorefter sukkeret hober sig op i blodet. Denne forståelse af insulinresistens har været afgørende for den moderne behandling af type 2-diabetes, som hvert 20. menneske i verden lider af.
Henning Beck-Nielsen har forsket i diabetes siden 1974, og hans resultaters betydning for vores viden om type 2-diabetes har været stor. Fx var han blandt de første til at vise, at overvægt, fed mad og mangel på motion spiller en afgørende rolle for udviklingen af diabetes.
Henning Beck-Nielsen har udviklet den såkaldte fynske model for diabetesbehandling, der har vist sig at forbedre både patienternes livskvalitet og livslængde. Princippet er at sætte meget tidligt ind over for sygdommens komplikationer, bl.a. gennem en grundig undervisning af både diabetikere og behandlere.
Henning Beck-Nielsen er professor i medicinsk endokrinologi ved Syddansk Universitet samt overlæge ved Endokrinologisk Afdeling M på Odense Universitetshospital, hvor han leder afdelingens endokrinologiske forskningsenhed. Takket være donationer fra bl.a. Det Strategiske Forskningsråd, Region Syddanmark og Novo Nordisk er han desuden i dag leder af forskningsprojektet DD2, der ventes at blive et af verdens største diabetesforskningsprojekter.
I DD2 er de første resultater klar, bl.a. er det påvist, at type 2-diabetes ikke er én sygdom, som man tidligere har troet, men mindst ti forskellige sygdomme, som kræver forskellige behandlinger. Henning Beck-Nielsen står ligeledes i spidsen for det nystartede Danske Diabetes Akademi, som er en national forskningsinstitution. Akademiets opgave er at uddanne fremtidens diabetesforskere og derigennem fremtidens diabeteslæger.
Henning Beck-Nielsen har tidligere modtaget to af de største danske videnskabelige priser, Hagedorn Prisen og Novo Nordisk Prisen.
Poul Langerhals-medaljen uddeles den 10. maj i forbindelse med en festforelæsning i Leipzig.
For flere oplysninger, kontakt:
Henning Beck-Nielsen, professor, overlæge, dr.med., 60 16 40 65, henning.beck-nielsen@rsyd.dk