Skip to the content
Menu

Vil du være DD2's konsulent i Region Hovedstaden og opbygge DD2 i omådet?

Relationsskabende medarbejder søges til diabetesforskningsprojekt i Region Hovedstaden

Er du god til menneskelige relationer, til at prioritere opgaver og kan du lide at arbejde selvstændigt? Har du en god viden om sundhedssystemet samt lyst til at have mange bolde i luften og en udadvendt hverdag med kontakt til mange aktører i sundhedssystemet? Så er du måske vores nye kollega.

DD2 - Dansk center for strategisk forskning i type 2 diabetes under Steno Diabetes Center Odense søger en ny kollega til en meget alsidig stilling, hvor du skal vedligeholde og udvikle DD2’s relationer til almen praksis, hospitalsambulatorier, klinisk biokemiske afdelinger og igangsætte samarbejde med kommuner i Region Hovedstaden. Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer med ansættelse frem til den 31. december 2022 og tiltrædelse den 1. marts 2021. DD2 har tilsvarende medarbejdere i andre områder, og der vil derfor være sparring og tæt dialog med kollegaer om arbejdet.

Dit nye job
Du vil i samarbejde med teamet fungere som DD2’s bindeled til almen praksis, men også til hospitalsambulatorier, klinisk biokemiske afdelinger og kommuner i dit område. Din dagligdag vil bestå i at planlægge, kontakte og besøge almen praksis, hospitaler og kommuner, hvor du skal støtte og motivere deres deltagelse i DD2-projektet. Du vil desuden i samarbejde med de øvrige ansatte skulle udvikle og etablere relationer til andre relevante aktører som fx patienter og interesseorganisationer i området med henblik på at øge synligheden af DD2 og som konsekvens heraf også rekrutteringen af patienter med type 2 diabetes til DD2. Du skal derfor forvente en del arbejde ved telefonen og kørsel i området. Der vil være en stor grad af medindflydelse på at planlægge arbejdet. Du vil også skulle repræsentere DD2 ved fx konferencer, praksisdage og lignende arrangementer samt kunne tage visse ad-hoc opgaver.

DD2 er en del af Steno Diabetes Center Odense og samarbejder tæt med alle fem Steno Diabetes Centre. I jobbet forventes et tæt samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen og Steno Diabetes Center Odense.

Din baggrund
Du har en sundhedsfaglig baggrund gerne med kendskab til almen praksis, kommuner og/eller hospitaler
Du har lyst til at drive kontakten til de relevante samarbejdspartnere både via telefon, mail, breve og personligt fremmøde
Du kender til kvalitetssikring af forskningsdata og blodprøver
Du formidler information på en behagelig, men også præcis og konkret måde
Du er serviceminded og vedholdende uden at være påtrængende
Du er god til at følge op på det, som du sætter i gang
Du arbejder målrettet og ikke mindst selvstændigt
Du trives med struktur som i fx et CRM-system
Du har egen bil

Vi tilbyder dig
Fleksibilitet i forhold til selvstændig planlægning af arbejdsdagen
Varierende opgaver i et afslappet og uhøjtideligt, men travlt og afvekslende miljø
Engagerede kollegaer som du vil kunne sparre med

Dit nye arbejdssted
DD2 arbejder med at optimere og individualisere behandlingen af personer med type 2 diabetes. Det gør vi ved at indsamle data samt blod- og urinprøver blandt personer med type 2 diabetes, som anvendes til forskning. DD2 startede i 2010 og har i dag etableret en biobank og en forskningsdatabase på et højt internationalt niveau. DD2 er eksternt finansieret bl.a. af Novo Nordisk Fonden og Danske Regioner og har mange partnere i hele Danmark, se mere på www.dd2.dk. Vi arbejder i et lille og meget fleksibelt team, hvor alle har en varieret dagligdag. Det er vigtigt, at du kan deltage aktivt i dette og kan håndtere skiftende deadlines og arbejdsprioriteringer, ligesom der vil være perioder, hvor du i samarbejde med teamet vil skulle udføre opgaver ud over jobbeskrivelsen.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst, hvor den ansættende myndighed er Region Syddanmark. Befordringsgodtgørelse udbetales i henhold til OUH’s regler.

Hvis du kommer fra et ansættelsesforhold uden for Region Syddanmark, vil der være 3 måneders prøvetid. Inden ansættelsen indhentes referencer.

Spørgsmål
Spørgsmål om jobbet rettes til programleder Jens Steen Nielsen på jsn@rsyd.dk eller
21 60 90 32.

Din ansøgning
Vi ser frem til at modtage din motiverende ansøgning med CV og øvrige relevante dokumenter. Der er ansøgningsfrist den 7. januar 2021, og vi forventer at afholde samtaler den 13. januar.

Søg stillingen her
Vi ser frem til at høre fra dig.

Hvad er DD2

Få et overblik på 2 minutter