Skip to the content
Menu

9 nye studier med DD2-data på den europæiske diabetesforenings årsmøde

I denne uge samles forskere inden for diabetesområdet til den årlige europæiske diabeteskonference (EASD) i Wien. Konferencen er en vigtig platform, hvor den nyeste forskning præsenteres og diskuteres.

For DD2 er en særlig spændende del af programmet de ni studier, som anvender data fra DD2-kohorten.

Kohorten bidrager med en unik indsigt i sygdommens udvikling, behandling og patienternes livskvalitet. Disse studier spænder over en bred vifte af emner og understreger DD2’s centrale rolle i at forme fremtidens diabetesbehandling.

De ni studier omhandler:

Lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme og dødelighed blandt fysisk aktive
Personer med nydiagnosticeret type 2 diabetes, som efter eget udsagn er fysisk aktive, har 21-43% lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme og dødelighed sammenlignet med personer, der er stillesiddende.
Læs abstract

Tidlige livsforhold og livsstils påvirkning på sygdomsprofil
Studiet undersøgte ca. 8.000 personer og fandt, at lav fødselsvægt og livsstil var forbundet med en mere alvorlig sygdomsprofil og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og mikrovaskulære komplikationer sammenlignet med personer med en overvejende genetisk disposition.
Læs abstract

Fysisk aktivitet og mental livskvalitet
Studiet viste, at livskvalitet hos personer med nydiagnosticeret type 2 diabetes har stor betydning for, hvor aktive de er over tid, mens fysisk aktivitet kun delvist forbedrer den mentale livskvalitet.
Læs abstract

Forekomsten af fodkomplikationer ved diagnosetidspunktet for type 2 diabetes
Dette registerbaserede studie undersøgte forekomsten af tidlige fodkomplikationer før og ved diagnosetidspunktet for type 2 diabetes. DD2 data bidrog til at undersøge sammenhængen med socioøkonomiske faktorer og kroniske smerter.
Læs abstract

Mindre fysisk aktivitet hos personer med type 2 diabetes
Personer med type 2 diabetes er mere stillesiddende og mindre fysisk aktive end personer uden diabetes. Disse forskelle skyldes bl.a. større grad af overvægt samt dårligere mental trivsel blandt personer med type 2 diabetes.
Læs abstract

SGLT2 hæmmere vs. GLP-1 agonister hos patienter med diabetes fodsygdom
I dette registerbaserede studie undersøgte vi diabetisk fodsygdom blandt voksne med type 2 diabetes, der starter SGLT2 hæmmere versus GLP-1 agonister. DD2 data blev brugt til at undersøge en effekt af højere BMI hos GLP-1 brugere.
Læs abstract

Neuropati og kronisk inflammation er forbundet til høretab
Studiet inkluderede 4.245 personer med type 2 diabetes fra DD2-kohorten og påviste en sammenhæng mellem høretab og både neuropati samt kronisk inflammation. Denne sammenhæng var særligt udtalt hos kvinder.
Læs abstract

Systemiske inflammationsmarkører og diabetisk retinopati
Studiet undersøgte om systemiske inflammatoriske biomarkører er forbundet med diabetisk retinopati hos personer med type 2 diabetes, men fandt ingen tegn på at markørerne forudsagde tilstedeværelse, forekomst eller progression af tidlig diabetisk retinopati.
Læs abstract

Leversygdom hos personer med nydiagnosticeret type 2 diabetes
Dette studie undersøgte, hvor mange personer med nydiagnosticeret type 2 diabetes, der på sigt bliver diagnosticeret med en leversygdom samt undersøgt forekomsten i forhold til alder, BMI og alkoholindtag.
Læs abstract

Hvad er DD2

Få et overblik på 2 minutter